Frugtavl

Jeg forsøger at blive klogere på frugtavl vedr. formeringsmetoder, forædling og beskæring. Er desuden  optaget af at være med til at bevare gamle sorter, som fx er både skurvresistente og velsmagende.
Det gælder for mange æble- og pæresorter, at de har for kort holdbarhed til at kunne handles i butikker. Ved at have egne træer kan man have fornøjelse af æblesorter som Transparent Blanche, Skovfoged, Guldborg, Sommerred, Ananas – og pærer som Gråpære, Grev Moltke og Bergamotte. 

‘Historiske’ frugttræer

Æbler

De to ældste æbletræer i haven er et stort Bramley-træ og et tilsvarende Jonathan-træ. Bramley udmærker sig ved at være et langtidssholdbart og velsmagende æble til madlavning. Det giver et næsten konstant og kolossalt årligt udbytte uanset sommerens beskaffenhed. Jonathan blusser flot rødt, tåler efterårskulde og holder sig langt hen på vinteren.

Det ville være et stort tab for haven at miste Bramley-træet, så derfor har jeg podet og plantet en juniorudgave, som vokser og bærer lige så flot.

Øvrige æbletræer:  Aroma, Ananas, Elstar, Guldborg, Transparente Blanche, Skovfoged, Mathilde, Belle de Boskop, Ahrista, Topaz, Rød Ingrid Marie, Cox Orange, Holsteiner Cox, Filippa, Sunrise, Sommerred og Golden Delicious.

Pærer

Et kæmpestort majestætisk Gråpæretræ fra min mors barndomshjem formeredes i sidste øjeblik ved podning til en juniorudgave, der nu står i vores have. Det leverer et afkast, som vi kun kan spise en lille del af. Admiralsommerfuglene mæsker sig i resten og tanker op til sensommertrækket sydpå.

En storfrugtet espalierpære fra mit barndomshjem formeredes ligledes i sidste øjeblik til en juniorudgave, der hvert år trofast leverer 20 – 30 overdådige, saftige pærer, der som en gammel slotsgartner udtrykte det, helst skal spises i et badekar. Det er muligvis en Doyenne de Comice, der også af mange betragtes som pærernes dronning.

En podegren hjembragt fra et aldrende stort pæretræ  på Eilinge blev til et frodigt træ med velsmagende store pærer, der kan nydes sidst i oktober. Det er muligvis en Fondante de Charneu.

En meget særegen, sjælden og aromatisk lille efterårspære, som jeg kun har set vokse i naturhegn, har fået plads bagest i haven. Modertræet står stadig i hegnet ned mod mosen. Det er sandsynligvis en Bergamotte.

Endelig skal nævnes et efterhånden gammelt og delvist hult Grev Moltke træ, der via podning blev modertræ til et nyt lidt længere nede i haven. 

Og ikke at forglemme: En Conference pære, der imponerer både ved smag, frugtbarhed og størrelse. – Måske vil den dog en dag se sig overhalet af en nyplantet Concorde, der har endnu større frugter.

Blommer

Hegnet ned mod mosen er hjemsted for Kræge, som kan regnes for en vild blomme. Den er sent moden, ret lille og mest velegnet til snaps.

I hegnet neden for skrænten – på sydsiden af mosen findes Kræge, Slåen og mange hyldetræer. Krægen her er meget mere ‘blommeagtig’ – vurderet ud fra størrelse og saftighed. Den leverer frugt til en fantastisk marmelade.

Øvrige blommetræer: Grøn Reine Claude, Victoria, Italiensk Sveske, Abrikos Blomme, Stanley, Ruth Gerstetter samt flere slags mirabeller.

Kirsebær

Mange fuglekirsebær i hegnene, men kun en enkelt Surkirsebær udplantet i haven.

Nødder

Hegnene bugner af nødder – både vilde og dyrkede. Et efterhånden stort valnøddetræ sikrer egernets vinterdepoter, hvis vi ikke er hurtige nok.

Desuden er der for nylig plantet en Ægte Kastanie.

Bær

Havtorn, Aronia, hyben i hegn og krat. Solbær, Jostabær, hindbær, brombær, ribs og stikkelsbær i bede.

________

Mere som pryd end nytte tjener Benved, Røn og Mispel.
Æble- og pærekvæde begge dele.