Klaus Berntsen

Den 12. juni fylder skolens første forstander 150. Det er en høj alder, og der vil sikkert også være dem, der mener, at det nu må være på tide at lade den gamle mand og minderne om ham ligge.

Men sådan bliver det ikke. Vi, der 112 år efter, at Klaus Berntsen startede sin højskole her på Sletten, arbejder i de selvsamme bygninger med en af de frie skoleformer, bliver nødt til med mellemrum at se tilbage for at komme videre.

Ikke fordi det på nogen måde har værdi at kopiere fortiden, men nok så meget for at eftersøge holdninger, livsværdier og pædagogiske virkemidler for at se, om der er noget gået tabt, noget vi har glemt, noget vi med fordel kunne tage i anvendelse i dag.

I det følgende vil jeg ikke gå i alle detaljer med hans barndom og opvækst, -selv om det i en mere tilbundsgående redegørelse ville være nødvendigt, -men kun her komme ind på den del af det, der har haft med hans skoletanker og skolevirksomhed at gøre.

Begge Klaus Berntsens forældre var fra gårde i Gislev sogn, rødderne var fynske mange slægtled tilbage, så han selv var fra fødselen pr. automatik dybt forankret i fynsk muld og kultur. Hans far købte gård i Eskildstrup, og her kom han selv til verden, tre kilometer nord for Ryslinge og små ti sydvest for Højby, den by, der senere i tilværelsen kom til at betyde så meget for ham.

Allerede da han lå i vuggen og legede med fingrene, udtalte faderen profetisk. “Se til den lille skolemester, han øver sig allerede i regning.” Ved senere lejligheder fra barndommen husker Klaus Berntsen, at det var en given ting, at han skulle være lærer.

Barndommens skole – i Søllinge – var alt andet end spændende og inspirerende, og det er helt givet, at dennes remse- og udenadslære har været medvirkende årsag til skoledrengens spirende interesse for andre måder at virke og vække på. I skolen lærte han, at reformationen var i 1536, at enevælden indførtes i 1660, og at stavnsbåndet ophørte i 1788; men hvad reformation, enevælde og stavnsbånd var, meldte historien ikke noget om. At Danmarks Riges Grundlov blev vedtaget i 1849,- fem år efter Klaus Berntsens fødsel,- og hvad den indeholdt skulle de små elever derimod ikke belemres med at lære. Det var den sorte skole med alt, hvad det indebar. Lyspunkterne var frikvartererne, og når læreren meddelte, at nu var dagens sidste time forbi. Det blev pudsigt nok en hjælpelærer (selv udgået fra seminariet med “ej duelig”) i Søllinge skole, der i sommeren 1858 inviterede K.B. med på en gåtur til det nordlige Hindsholm. Her havde hjælpelæreren, Rasmussen, fået nyt arbejde. Undervejs gjorde de to vandringsmænd holdt i Dalby, fordi Rasmussen her ville vise K. B. Danmarks “ejendommeligste” mand. Det var Kresten Kold, der her drev sin højskole og den første friskole i landet. Berntsen oplevede en helt ny verden. Han hørte Kold fortælle friskoleeleverne bibels- og verdenshistorie, og hørte børnene synge Grundvigs salmer. Han forstod med sine 14 år ikke helt, hvad Kold og lærer Rasmussen talte om, men han fornemmede klart, at her var noget nyt i gære.

Fra nu af kan det siges, at Klaus Berntsen er på rette sted til rette tid. Og de fleste steder er han i god tid.

Vinteren 1859/60 tog Klaus Berntsen på højskole i Sødinge ved Ringe. Han boede og spiste hjemme, da højskolen lå tæt ved. Her mødte han den diamentralt modsatte undervisningsform af remseriet: Den mundtlige undervisning. Fortælling og sang var fra nu grundelementerne. Kæmpeviser, Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger, verdenshistorie, bibelhistorie og eventyr var indholdet. Her på højskolen mødte han også meget dygtige og dybt engagerede lærere.

Egentlig havde Klaus Berntsen selv i disse år puslet med tanken om at blive præst, men efter sin mors ønske tog han ned til højskolelærer og friskoleleder Appel i Ryslinge for så småt at forberede sig til lærergerningen. Her, som alle andre steder i de kommende år, var han den yngste. Ikke desto mindre bemærkede Kresten Kold en dag til Appel: “Da jeg fortalte eventyr for dine elever, forstod han dér mig, det kunne jeg se; det lyste ud af hans øjne” (Kold var inviteret til højskolen for at holde fortælletime med eleverne). Det er ikke vanskeligt at forestille sig den kun 15-årige Klaus Berntsen labbe en sådan bemærkning i sig.

Selvtillliden fik et ordentligt spark. Han lyttede endnu mere intenst til tekster af Ingemann, Hostrup og Oehlensläger og sang endnu højere med på Grundtvig. Sine stilebøger skrev han fulde af sange, salmer og verdenshistorie.

Nu havde Berntsen selv fået lysten til at blive lærer og udtrykte ønske om at søge optagelse på Jelling Seminarium, men her greb Appel fra Ryslinge ind og rådede ham kraftigt til at tage op til Kresten Kold i Dalby. Det gjorde Klaus Berntsen så i november 1860. Det blev oplevelse og lærdom for livet. Han kom så tæt på Kold som nogen. Helt tæt endda: I soveværelset sov han i nabosengen til Kold, for denne sov skam i samme rum som sine elever. Her på skolen blev det indviklede gjort let tilgængeligt, her fik eleverne tro på Guds kærlighed til menneskene, her lærte de om sandhedskærlighed og verdenshistorie. De blev, som Kold sagde, “dygtiggjort til at deltage i den kamp, der uafbrudt føres mellem liv og død.” Til kulturministeren formulerede Kold sin skoles formål således: “At elske Gud, sin næste og sit fædreland.” Og om det daglige arbejde havde han denne herlige sætning: “det er godt at arbejde sig træt, spise sig mæt og sove sig let.” Når jeg gør så meget ud af Kold her, skønt en anden er artiklens hovedperson, skyldes det, at Klaus Berntsen stort set overtog alt fra Kold. I sine erindringer skriver K. B. da også. “Kolds ord har haft større indflydelse på mig, end hvad jeg i mit liv har hørt og lært af andre mennesker.'” Det var da også Berntsen, der i 1870 (året da Kold døde) udsendte en bog med de taler, der blev holdt ved Kolds begravelse, l sidste del af bogen er trykt et foredrag om Kold, som Berntsen havde holdt mange steder rundt om i landet. Ved at sammenholde Berntsens beskrivelse af Kold med de tanker Berntsen gør sig af pædagogisk art i sine egne erindringer, kan man se, hvor fuldstændigt deres ideer og visioner flyder sammen til et hele. Nævnt i flæng:

Troen på poesi, historie, sang og fortælling.

Hver dag i skolen en festdag, “for examen i hjertesager er en skrækkelig uting”.

Ikke pligt, men lyst skal styre arbejdet.

Skolen skal tale mere til fantasien og følelsen end til forstanden.

Hellere mundtlig fortælling end lektielæsning og udenadslære. Skole og hjem skal være ét. Den offentlige skoletvang skal afskaffes, og lærerne skal udvælges og deres undervisning tilses af forældrene.

I efteråret 1859 oprettes en lille friskole i Højby med en tidligere Koldelev, Didrik Johansen som leder. Det er samtidig med at Klaus Berntsen søger til Sødinge Højskole, som tidligere omtalt. Ganske få kilometer fra hinanden ligger de to byer. I den ene suger Berntsen viden og tanker til sig, og i Højby går tingene skævt fra starten.Begge dele får afgørende betydning for Klaus Berntsen. Didrik Johansen og hans lille skare af afklarede friskolefolk møder fra første dag kulde og afstandtagen hos præst og bønder. Stridighed og fjendskab er dagens orden, og situationen er uholdbar i længden. Noget må gøres, og Kresten Kold kender den rette medicin. En novemberdag i 1861 modtager Berntsen brev fra Kold :

Kære Berntsen

De bedes beskikke Deres Hus for straks efter Nytaar at overtage Ledelsen i Højby, hvor 10 vakre Børn og en opvakt Friskolekreds venter paa Dem.

Deres hengivne
Kold

En ganske særegen situation for en 17 1/2 årig. Nu friskoleleder!!

Den første tid blev på ingen måder forskellig fra forgængerens. Berntsen mødte fra første færd hård og stejl modstand over alt i sognet. Man mente ikke, at ungerne lærte noget i skolen, og den smule de måske lærte, var den forkerte lære. Når præst og øvrighed mødte op til de årlige overhøringer, blev de hver gang overbevist om det, de vidste i forvejen. Ungerne havde lyttet godt efter en masse røverhistorier, men “den sande lære” havde de desværre ikke fået indpodet.

Det var hårde læreår for Berntsen. Ikke nok med, at han de første syv år boede syv forskellige steder i sognet, men hans undervisning og holdninger skulle hver eneste dag bestå sin prøve, og der gaves ingen plads til fejltrin. Men imod alle odds lykkedes det Klaus Berntsen gennem gedigen undervisning og et godt humør at føre næsten hele lokalbefolkningen over på sin og friskolens side. Det kan lyde som en floskel, men der er ingen tvivl om, at hans blanding af gå-på-mod, veltalenhed og tålmodighed har været medvirkende årsag til friskolens endelige sejrsgang. Den endelige succes blev beseglet den dag, da sognefogden kom og meldte sin datter ind.

Det var nu ikke kun friskolen i Højby, der mærkede omgivelsernes uvilje; der var udbredt modstand overfor dette moderne fænomen. Det må imidlertid konstateres, at der i 1877 er 400 friskoler med 8000 børn – på Fyn. Det moderne fænomen havde efter flere års trækasserier med omverdenen bidt sig fast som en naturlig del af dagligdagen i ethvert fynsk sogn.

Det, der begyndte som ualmindeligt og surt arbejde i Højby, blev gennem hårdt slid og en smittende udadvendthed vendt til en succeshistorie. Da Klaus Berntsen sluttede sit friskolearbejde i 1882, havde skolen 80 elever. Det var nu den lokale folkeskole, der sad tilbage med 10 elever.

Der forelå en gammel aftale mellem gårdejer Knud Jensen og Berntsen om at denne, når borgerne i Særslev havde samlet rigeligt med penge sammen, skulle komme og være leder af en højskole, man ønskede at rejse på stedet, l 1881 var pengene stort set til stede, og da Berntsen selv spædede noget til, var projektet, der i sin tid var startet som en snak mand og mand imellem, faktisk en realitet.

Den kommende højskoleforstanders første møde med Særslev havde fundet sted ni år tidligere under en valgkamp for Venstre. Mødet fandt sted i kroens gård, og Berntsen holdt sin flammende tale fra ladet af en vogn midt på gårdspladsen. Der var intet på dette møde, der pegede i retning af, at her i sognet skulle han senere komme til at gøre karriere. Blandt andre gik stedets præst kraftigt i rette med ham og betegnede ham direkte som en “ung, farlig mand”. -Men Knud Jensen og andre fremsynede mennesker glemte ham dog ikke. Berntsen glemte dog forøvrigt heller ikke Særslev, for ved først givne lejlighed efter sin ankomst hertil lod han sig indvælge i sognerådet, hvis formand han forblev i 18 år.

Klaus Berntsens syv års periode her på stedet har før været beskrevet i blandt andet denne publikation. Hvordan han begyndte skolen med kun otte elever, skønt den var bygget til 50, hvordan han senere måtte lade elever bo ude i byen, fordi der ikke mere var plads på skolens værelser, og hvordan han måtte bygge et forsamlingshus ved siden af skolen, fordi der ikke var plads til alle de interesserede tilhørere ved hans egne og gæstelæreres foredrag. Ikke mere om dette her. Men nok en stille undren over, at selve perioden 1882 – 1889, da Berntsen var højskoleforstander her i Særslev, er den del af hans liv, der er beskrevet med færrest ord af både ham selv og af folk, der senere har givet sig af med at beskrive mennesket og tiden. Måske ligger der en lille opgave og venter.

Hvad var det, der gjorde Klaus Berntsen til noget særligt, og som i 1889 fik beboerne i Særslev til at trygle ham om at blive, fordi “det vil blive et altfor stort Savn for Egnens Beboere, særlig Demokratiet, at miste Deres uundværlige, alsidige Støtte i saa Henseende”??

I dag vil man nok sige, at han havde karismatiske tiltrækningsevner. Både samtidige og senere kilder gengiver enigt nogle meget karakteristiske fællestræk ved manden. De siger, at det ikke var indholdets værdi eller lødighed, der fængede, nej det var selve fremstillingsformen. Hvad enten det var Sokrates, Ingemann, Grundtvig eller hans egne forældre, der blev foredraget eller fortalt om, så foregik det på en så medrivende måde, at selv den mest vrangvillige eller søvnige tilhører på ganske kort tid var blevet draget ind i Berntsens univers. Man kunne ikke undslå sig. Det skete endog ofte, at han selv blev revet så meget med af stemningen i det fortalte, at han måtte knibe en lille tåre, -denne store mand. Han var veltalende udover det sædvanlige og var i stand til at gribe enhver tanke eller bemærkning i luften for straks derefter at formulere den videre på en overraskende præcis og humørfuld måde. Tilhørerne jublede og græd med ham. Han var den, der inde om vinteren og i skovbrynet om sommeren kunne samle det største antal mennesker.

I samtiden regnedes han og hans facon ikke altid for lige meget i højskolekredse. Det var ikke lærd nok, det var for folkeligt. Det var folk fra Særslev ligeglade med. Uanset hvor mange fremragende foredragsholdere han end skaffede til egnen, vedblev de lokale – længe efter hans bortrejse herfra – at sige: “Klaus er li’godt den bedste”.

Jeg har lige været en tur henne ved Klaus Berntsen for at se ham i øjnene og lægge en hånd på hans skulder. Han står pænt i disse år, omkranset på tre sider af en lav bøgehæk og åbent ud mod Rasmus Nielsensvej. Ved skolens 50-års jubilæum rejste folket dette minde. Oprindelig på en noget højere sokkel, senere blev han skåret ned til øjenhøjde. Det klæder ham.