SOS Børnebyerne

Vi blev modtaget af viceinspektøren og en kontordame i administrationsbygningen og fik en lille redegørelse om stedets organisering og politik på forskellige områder. De børn, der visiteres til centret, er enten forældreløse eller kommer fra kummerlige forhold, hvor forældrene ikke kan passe dem. På centret anbringes de i ”familier” med 10 børn i hver. Hver ”famile” bor i et hus med en ”mor”. Husene er bygget af tegl og ligger spredt rundt i et havelignende anlæg. Pænt og nydeligt ser det ud. Ved centret er også ansat et antal ”tanter”, der hjælper mødrene. I tilknytning til husene er der køkkenhaver, der leverer forsyninger til husets køkken. Det hele søges holdt i en familiær ramme og drives for sponsormidler fra SOS Children’s Villages.

I et hus lå der et lille spædbarn i en hængekøje. Moderen – den biologiske – var vokset op i huset – havde fået en universitetsuddannelse og var på besøg for at vise sin ”mor”, at hun var blevet ”mormor”. Vi havde en god kontakt til ”mormoren” – hørte, at hun havde arbejdet der i 19 år og var blevet ”mor” til 23 børn. Da vi kom ude fra den store verden takkede vi hende på verdens vegne – ikke af storhedsvanvid -­ men af hjertet.

Vi fandt hurtigt frem til TD’s familiehus, og snart kom hun hjem fra skole sammen med sine ”søskende”. Hun vidste godt, vi skulle komme. Havde ikke kunnet sove om natten af bare spænding. Jeg skulle lige hente vores tasker i administrationsbygningen, og da jeg kom tilbage, sad hun genert, men glad og spændt ved siden af Gunhild. Det tog ikke fem minutter, før de to var på bølgelængde.

De andre børn kiggede lidt beklemte til, men det hele løsnede op, da Gunhild begyndte at dele gaver ud til dem alle sammen. Hæfter, små bøger, HCA fortællinger på engelsk, blyanter, sjippetove, smykker, klistermærker, balloner – og en globus. Alle var begejstrede – børnene har ikke meget legetøj – og slet ikke personligt.

Det var en stor glæde at se deres glæde ved det hele. Også tolken, som ikke kendte til stedet i forvejen, var glad for at se, hvor velordnet det hele var og imponeret over, at der kom ”hvide” mennesker helt herud i Mekongflodens delta med gaver og opmærksomhed.

Det var ved at være spisetid, og vi så, hvordan børnene hjalp til med at sætte frem og dække bord. Alt foregik stille og roligt.

Vi forsøgte, så godt vi overhovedet kunne at få dem til at føle, at de alle var med i det her projekt. Tog portrætbilleder af dem alle sammen osv.

Hen mod slutningen af “programmet” kiggede jeg ind på pigernes værelse, hvor Gunhild var i gang med dem. TD sad oppe i sengen, hvor tre af pigerne sover. Somme tider behøver man slet ikke at kunne tale samme sprog for at forstå hinanden.  

Vi tog fra Childrens Village med oplevelsen af at have gjort deres hverdag til lidt ud over det sædvanlige og var nok i nogenlunde lige grad oplivede, vemodige og trætte, da vi kom hjem til hotellet.