Aage Berntsen (født 16. maj 1885 på Særslev Højskole, død 16. april 1952 i København) var en dansk digter, læge, kunstmaler[1] og fægter. Som digter er han mest kendt for teksten til Carl Nielsens korte værk Fynsk Foraar.
Aage Berntsen var søn af statsministeren Klaus Berntsen. Aage Berntsen fik studentereksamen fra Borgerdydskolen i København i 1903 og uddannede sig til læge med eksamen fra Københavns Universitet i 1911. Han var chef for den danske ambulancetjeneste i Paris fra 1918 til 1919, og arbejdede siden med kirurgi, ortopædi og åreknuder. I 1925 blev han tildelt graden som dr.med. på afhandlingen Om Varicer paa Underextremiteterne. Han udgav de medicinske lærebøger Lærebog i Ortopædi og Ortopædisk Operationslære i henholdsvis 1934 og 1948.[1]
Ved siden af sit professionelle virke som læge skrev Berntsen digte, hvor værket Fynsk Foraar, med blandt andet Den milde Dag er lys og lang, nok er det mest kendte.[2] Han udgav sin første digtsamling i 1908 under titlen Digte. Den blev fulgt af Fiol og Sækkepibe i 1910, Klinten og Hveden i 1914, Ungkarlens Visebog i 1923 og Den kostelige Gave i 1929.[3] Han modtog Holger Drachmann-legatet i 1941 og Emil Aarestrup Medaillen i 1950.[4]
Som maler udstillede Berntsen maleri på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1941.[1]
Berntsen var også en betydelig fægter. Han var medlem af Akademisk Fægteklub og deltog i de Olympiske Lege i 1920. Hans bror Oluf Christian Berntsen havde otte år tidligere også deltaget i OL.[5]
Kilde: Wikipedia
Ungkarlens Visebog og Ægtemandens Salmebog udkom 1945.
Aage Berntsen anfører i sit “Forord – til den intetanende læser”, at han og hans højtærede forlægger er blevet enige om at udsende denne bog, fordi alle hans bøger er udsolgt, og det paastaas, at der stadig er gode mennesker, som spørger efter dem og forgæves leder efter dem i boglader og antikvariater.
KVINDENS SKABELSE
UNGKARLEN
I Paradisets Have,
der var et smukt Enklave,
sad Adam under Grene
og følte sig alene.
Fra Havens dunkle Kanter
kom hvide Elefanter
og Dyr med Mimremule
og blaa og grønne Fugle.
Forsigtigt mellem Tænder,
i Snabler, Næb og Hænder
de bragte Sommerroser
og vilde Abrikoser.
Og Løven strøg sig kælen
om Adams Læg og Hælen —
men intet kunde lindre
hin Pine i hans Indre.
Han havde ingen Glæde
ved det, som man kan æde.
Han kendte ikke Navnet
paa Sødmen, som han savned.
Bag Skyers Kuppelrader
gik grublende GUDFADER
i Kaabe sid og læget
og smilede i Skæget.
KVINDENS SKABELSE
Og GUD lod Natten komme
fra Dybets sorte Lomme,
og Stjærner dugbestænkte
blev over Himlen hængte
.
Og Adam faldt i Slummer –
som Luthens Lyd forstummer,
naar Haanden over Strænge
sig lægger tyst og længe.
Men GUD, der stadig smilte,
tog frem en Fil og filte,
i Skær af Stjærner hvide,
et Ribben af hans Side.
Det lagdes i en Gryde,
der gav sig til at syde.
Saa hældte GUD paa Stegen
et Stænk fra Mælkevejen,
lidt Duft fra Nattevinden,
lidt Angst fra Hjortehinden,
lidt Ingefær og Peber,
et Stykke Djævlelever.
Og frem af Dampen stiger,
mens Nattens Skygger viger,
O Jordens første Kvinde,
der famler som i Blinde.
Og Morgengryets første
forgyldte Straalebørste
belyser dette Under,
der ser sig om og grunder
og retter lidt paa Haaret
med Haanden fin og aaret
og klør sig lidt paa Maven
og tripper ud i Haven.
Se dèr – i Morgenvarmen,
med Hovedet paa Armen,
en uredt Yngling hviler,
mens han i Drømme smiler.
Hun piller ved hans Hænder
og prikker paa hans Tænder
og dækker Ribbensflængen
med køligt Græs fra Engen.
Med Kinden rød som Kobber
hun bøjer sig forover,
og blidt som Sommervinden
hun kysser ham paa Kinden.
Han aabner Øjet —
lukker det til igen og sukker –
den Ild i søde Strømme,
det kan kun være Drømme.
Men Eva napper, tjatter,
og endelig han fatter
og bliver ganske vaagen
og ser der sidder nogen.
Saa kæmmer hun hans Lokker,
og Dyrene sig flokker
og viser vaade Tænder
og slikker hendes Hænder.
Han kysser Smilehullet —
O Fryd i Mellemgulvet –
og hvor de unge sade
blev alle Blomster flade.
SYNDEFALDET
En Dag i Havens Gange
traf Eva paa en Slange.
Og Talen blev fortrolig:
Om Pelikanens Bolig,
om Blomsterne, om Været,
om ham med Flammesværdet.
Han hvisled denne Sætning:
De har en smagfuld Fletning.
Saa blev han mere dristig
og nærmed Tungen listig
til Evas Rosenøre,
at ingen maatte høre –
Hun sagde: Saah – og studsed –
saa saa hun ned og blussed,
men fulgte — lidt forlegen,
da Slangen viste Vejen
til de FORBUDNE FRUGTER
i lune Solskinsslugter.
Én dumped ned paa Brystet,
da Slangen Træet rysted.
Hun legede med Frugten
og fryded sig ved Lugten
og slikkede en Smule
paa Æblets glatte, gule.
Og Slangen gled langs Armen
og sno’de sig om Barmen:
Se, hvis De nu tør bide,
saa faar De ALT at vide.
Saa bed hun – hvilken Sødme!
Og Blodets Purpurrødme
steg langsmed Halsens Side,
da hun fik Alt at vide.
Da Adam kom fra Marken,
lidt træt af Knoldesparken,
bød Eva ham at æde,
han sagde Tak med Glæde.
Af Saften ganske vaade
de fraased uden Maade.
Og Skyggerne blev lange
i Paradisets Gange.
Mørk vandrede GUDFADER
imellem Skyfaçader,
men da han kom til Haven,
krøb Slangen bort paa Maven.
De to krøb bange sammen
i Buskene bag Stammen
og følte sig saa nøgne.
Og Eva fandt paa Løgne.
Men Adam banded Slangen.
Man greb dem en af Gangen.
Smaa Engle hulked stille
og glemte rent at spille.
Med store Figenblade,
der noget sjusket sade,
blev begge sat paa Porten
med Lyn og Hagl og Torden.
Paa Jordens øde Hede
var ingen Blomsterbede,
og barsk var Nordenvinden,
der blæste dem om Kinden.
Ved Havens spidse Porte
stod Folk i gylden Skjorte.
Og langvejs fra saas Skæret
af ham med FLAMMESVÆRDET.
Der ligger en ø
Berntsen, Aage
Der ligger en ø i den krusende sø
med humle om lange staver
og engen dufter så sødt af hø,
og blæsten bærer de modne frø
og drysser dem mod den lave ø.
så bliver der nye haver.
Den ø er min længsel, den ø er min lyst
den er som en eneste have
Så ofte jeg ser den krummede kyst
i forårets lys, i den blæsende høst,
mit hjerte hopper af fryd i mit bryst
som fik jeg en dejlig gave.
Der ligger en ø i den krusede sø,
og dér vil til hvile jeg stedes –
thi alt, hvad der lever, skal ældes og dø –
men smilet er som et evigheds-frø.
det spredes med blæsten på fynboens ø,
hvor nye slægter skal glædes.
Bryllupsrejse
en miniature
‘Ungkarlens Visebog’, 1923
Du svang vor store Frokostkurv
og satte den med bump
og kigged i dens Herlighed
og pakked ud på Slump –
i Krukken på et Stykke Is
laa Smørrets gyldne Klump.
Saa kom det lange hvide Brød,
som du behændigt brak,
derpå en Hummer kold og krum,
dens Skal var rød som Lak.
Det smager godt det faste Kød
i Kloens store Tak.
Dernæst en Flaske Vin, hvis Prop
jeg selv med Lempe trak,
Radiser, Laks og Flødeost,
Salat med Pastinak –
vi lo og aad af Hjærtensgrund,
så pusted vi Tobak.
Der var saa tyst og sommergrønt
i denne Bøgeskov –
kun Sus af Løv og Myggesurr,
kun Spor af Dyreklov.
Og døsig af den stærke Mad
du strakte dig og sov.
Aa du og jeg – og jeg og du,
hvad ønsker jeg vel mér –
det er den søde Ungdomstid,
hvor alt det skønne sker,
vi glemmer, at vi kun er skabt
af skørt og usselt Ler.
———
Du vaagnede og gned din Kind
med en broderet Klud
og drilled mig med dusket græs,
der kildede min Hud.
– Og Myg og Myrer kriblede
paa BRUDGOM og paa BRUD .
Espen Berntsen fortæller om faderens samarbejde med Carl Nielsen og tilblivelsen af *Fynsk Forår’
Den ventede –
Fiol og sækkepibe 1910
Flammerne buldre i Kakkelovnen,
Høstregnen vælder derude.
Søvnløs hviler jeg Kinden mod Hånden
med albuen dybt i min Pude.
Luerne slikke derinde som Tunger
bag Ovnristens kantede Tænder.
Søvnløs rækker jeg Hånden ud
efter dig, som jeg ikke kender.
Lytter du nu som jeg til Regnen,
der risler mod nattegraa Ruder,
medens med langsomme Fingre du løser
din Hårsætnings duftende Knuder.
Møder du mon med tankefuld Undren
i Spejlet dit levende Billed
mystisk belyst af den sydende Lampe,
som nys paa Kommoden du stilled.
Sidder du nu halvt afklædt ved Spejlet
og grunder med halvlukte Øjne –
gaber du – yndig og søvnig og strækker
Armene runde og nøgne.
Eller – rækker i Mørket forgæves
du ud dine ventende Hænder –
ligger du søvnløs og ene og tænker
paa mig, som du ikke kender –
Husapoteket
Til en graanet Bægersvinger
Digte 1917
Lad os se, hvad du har i dit Husapotek, min Ven.
Der er Flasker, som Øjnene taaler at se igen.
Der er smaa, der er store, der ligner en stor Granat –
der er flade med gul, der er trinde med blaa Plakat .
Dér er den – den er god, den er mørk, den er stærk og fin –
og den slipper kun nødigt sin Prop med et sørgeligt Hvin.
Den er hed som en Nat, som en tropisk og duftende Nat,
hvor Insekterne svirrer og gnistrer en ør Tagfat.
Og ved siden af den har du én, der er blond og mild
som en Sommerdagsstrøm, der er lunet af Solkuglens Ild.
Men blandt Flaskerne dvæler jeg helst ved en slank og smuk,
og jeg sukker af Fryd, naar den tømmer sig Kluk for Kluk –
for den strømmer om Tungen som Duften af Blomst og Blad,
og hver Slurk er en inderlig Fryd – som – jeg ved ikke hvad –
som en dejlig Musik, der forstærkes og tyst svinder hen –
og mit Hjærte begærer sin Glæde igen – igen.
Lad os drikke til Himlen bli’r gul med flammerød Rand,
til vi fanger hin Visdom langt større end Hverdagsforstand –
til vi laller Oraklernes rige og taagede Ord,
medens Vinguden usét ta’r Plads ved det vaklende Bord.
Ægtemanden
Hvor er din gamle Latter,
du graasprængte Dreng –
den var som Vædderbrægen
i Sommerdagens Eng.
Bag Overskægets totter
er Munden sur og stram,
den aabner sig kun villigt
paa Kanten af en Dram.
Jeg spørger ikke mere –
jeg saa din Ægteviv.
I Haaret sad en fjerdusk
med Kvaster som et Siv.
Hun var en fyldig Dame
med Vimpler for og bag –
hun lignede et Fuldskib,
der tungt gaar over Stag –
og du var Slæbejollen,
der hugged i sit Tov
og vilde muntre Veje,
men fik slet ikke Lov.
Hun nærmed sig til Bordet
med Øjnene på Klem
og hvæste ganske sagte:
Saa – rejs dig, vi skal hjem!
Du rejste dig paa Stedet,
du gamle Offerlam –
men, vi der blev tilbage,
vi tog os nok en Dram!
Kunstneren
Af Digte, 4. Samling 1917
Der sidder en Kunstner
og snitter med Kniv
og stræber at give
det livløse Liv.
Han fatter saa kærligt
det formløse Træ
og snitter saa Spaanerne
fyger om Knæ.
Han ænser ej Time,
det skumrer saa smaat,
de tegltækte tage
fortones i Graat.
Han rejser sig mødig,
det færdige Værk
bli’r vejet i Haanden,
der krummer sig stærk.
Saa stryger den ærlige
Mester sit Haar
og taler til Træet,
der intet forstaar.
Jeg præged dit vidløse
Stof med mit sind.
Gaa ud i en Verden,
der tiest er blind.
Og rynker man Næsen,
og korser man sig,
og synes man om dig,
hvad rører det mig,
for jeg var en Skaber,
imens du blev til –
en Evighed spilled
sit mægtige Spil.
Hvis Guderne skænked
lidt Held til min Haand,
maaske vil du leve
som Tegn paa min Aand.
Men er du et Makværk,
saa er du vel Støv,
naar Knopper om hundrede
Aar bliver Løv.
Visen om min Jordemoder
Ungkarlens visebog, 1923
I denne gode Aften,
hvor hvert et Glas er fuldt,
og Livets Bølger klukke
saa lempeligt og smult –
i Aften vil jeg tage mig en Slurk
for den, der tog imod hver dunet Purk.
Du tog mig mildt om Nakken,
da jeg til Verden kom,
og trimled kyndigt Svøbet
omkring min trinde Vom.
Og da jeg skreg – hvad gav du mig til Trøst?
EN FLASKE, som jeg pattede med Lyst
Hav Tak du ferme Kvinde,
der lempede mig frem
til alle stærke Glæders
og alle Sorgers Hjem.
Jeg mumler op i Glassets dybe Bund:
Velsignet være du, min Fødselsstund.
En Kæmpeslurk, fordi du
med samme faste Haand
fremtrylled muntre Piger
med sød usnærpet Aand.
Drik, alle gode Venner, nok en Slurk,
fordi det ikke altid blev en Purk.
Det danske Land
Anno Domini 1940
Trykt i “Digtninge om Danmark” (Nyt nordisk Forlag 1940)
Det danske Land er en lille Have
med Blomstergærde langs Nabogrund.
De blanke Bølger mod Kysten save,
og Vinden aabner sin store Mund –
snart puster Blæsten sin Sommeraande
med Duft af Hyld og af Lindeløv,
snart stønner Stormen i Vintervaande,
og stritter vredt mod det kolde Støv.
Vi elsker alle den lille Have,
hvor muntre Folk mellem Urter bo.
Her trives godt mellem Gærdestave
den fri Mands tale, den fri Mands Tro.
Vi kasted Sværdet på Essens Lue
og smeded Jærnet til Bondeplov,
der vendte Mulden i Danmarks Tue,
mens Ulve glammed i Verdens Skov.
Det danske Sprog, lad det frejdigt runge!
Det er vort Mæle i Fryd og Lyst,
det er vort Mæle i Timer tunge,
så er det Manna og Sjæletrøst.
Vi værner trofast de Gamles Tale,
vi glæder os ved hvert Ord af Guld,
der lød til Folket i Danmarks Dale
fra stærke Tunger, der længst er Muld.
Nu skygger Skyer som store Jætter
og Havet løfter sit Knusevæld –
det isner over de danske sletter
og Flaget blafrer med tunge Smæld.
Men Håbet lever i vore Tanker,
at Flagets blodrøde-hvide Dug
maa frit udfoldes på Danmarks Banker
og ikke kysses med Graad i Smug.
Visen om Foråret
og dens Virkning paa Murere og andre Personer
Af Natten er vor egen 1939
Fortæl mig, hvorfor Foraarsbørn
paa Fortovsfliser maler
med stumpet Kridt
Krims Krams af hvidt –
Figurer og Portaler.
De hopper ivrigt Paradis
henover Kridtfigurer
og puffer Sten
med Hinkeben –
i Haven staar en Murer
og lapper Husets Væg med Kalk.
Han tænker paa en Bajer –
Ah iskoldt Øl,
men mangler Sølv,
saa det er noget, han leger.
Den store Hund har lagt sig tungt
til Hvile midt paa Vejen.
Med døsigt Blik,
der tit slaar Klik,
han følger Barnelegen.
Fra Pigens Hvedebollebarm
opstiger Sangsignaler
om Vaarens Sol
og bly Viol –
i vilden Sky hun galer.
Og Murernæven slipper Ske
og stryger Skægets Totter –
thi Sangens Larm
og Pigens Barm,
det er vel Søndagsgodter.
Ja, Foraar er en Fugletid,
det pipper i os alle –
og Murerlab
gad løsne Knap
og hist og her en Malle.
Men Pigen er en ærbar En,
paa Vagt mod AMORs Dirke –
hun vil ha’e Ring
og Klokkeding
og Myrtekrans og Kirke!
Til kære gamle Far
Herligt er Træet, naar vinter er nær,
husker paa Vaarfuglens Tone,
retter sig, hver Gang det høstlige vejr
bøjer dets mægtige Krone –
ligner en Kæmpe med strittende Spær
for Guds trone.
Du, som blev skabt til at fægte og slaas
– aabne var Stridshjælmens Plader –
Du, der bød Vold og Fordummelse Trods
forrest i Kæmpernes Rader,
Du, der var Høvding og Kongsmand, for os
var du fader.
Ordet er fattigt og snæret i Baand,
kan dog af Kærlighed gløde –
den, der saar Mildhed i Menneskers Aand,
høster den rigeste Grøde –
Far, nu gaar Smilet og Venskabets Haand
Dig i Møde.
Herre, der raader for Stjerner og Støv,
sæt os som Børn over Knæet,
lær os at miste vort lysende Løv
stille og ydmygt som træet –
tøv dog med Øksen, Du Vældige, tøv
foran Træet.
Far, der er Vinterens Sne i Dit Haar,
Panden af Rynker er kløvet –
Herren har skænket Dig naadige Kaar,
hvem kan da være bedrøvet –
dybt i Dit Hjerte en Foraarsfugl slaar
under Løvet.
Gid den maa synge i kommende Aar,
følge Dig, hvor Du end stedes –
det er jo Fuglen fra Evigheds Vaar,
synger de Toner, som kvædes
der, hvor vi alle i Saligheds Kaar
skulle glædes.
Bragt i Fyns tidende
Aage Berntsen var søn af politikeren, ministeren, højskoleforstanderen, forfatteren Klaus Berntsen.
Aage Berntsen selv blev læge, digter og maler. Hans mor døde i en alder af 37 år, og var den anden unge hustru som faderen mistede. Aage Berntsens liv var præget af hans vilje, hans engagement og hans mange talenter,
for uden disse karakteristika ville han næppe have kunnet nå så langt på så vidt forskellige områder og tilmed med succes!
Fynboen Aage Berntsen fødtes den 16. maj 1885 på Særslev Højskole på Nordfyn nær Bogense. Den nybagte mor var kun 20 år, og faren, som var forstander på Særslev Højskole, var 40 år.
Aage Berntsen havde en meget engageret og dermed nok meget travl far. Før Aage blev født havde faren, Klaus Berntsen, været folketingsmedlem gennem et årti. Og året efter Aage blev født, blev faren atter medlem af Folketinget, hvilket han var de næste 40 år. Da faren fratrådte som forstander på Særslev Højskole i 1889, flyttede familien til København, hvor Aage Berntsen har gået i skole og senere på universitetet.
Travl og talentfuld
Aage Berntsen blev student i fra Borgerdydskolen i København i 1903, og otte år senere, nemlig i 1911, blev han cand. med. fra Københavns Universitet. Allerede året før Aage blev student døde hans mor i en alder af kun 37 år, så hans nærmeste familie var hans travle og engagerede far, som efter sin hustrus død havde siddet som indenrigsminister gennem et par år, og som senere påtog sig flere ministerperioder, herunder i forsvarministeriet.
Faren udgav også flere bøger, og alt i alt har det nok ligget Aage Berntsen let for, at være travl og engageret
og bruge flere af sine talenter.
Aage Berntsen formåede at blive kendt med både en karriere som læge og som forfatter, mens han levede,
og mange af hans viser er endnu kendte.
Karriere som læge
Fra han stod med sin medicinske embedseksamen i 1911 og helt frem til sin død i 1952, lagde Aage Berntsen
et meget stort arbejde inden for det kirurgiske område. Ortopædien betød noget for Aage Berntsen, og Aage Berntsen betød noget for ortopædien.
I perioden 1921 til 1923 var han ansat som reservekirurg på Rigshospitalet, og var samtidig (i 1922) korpslæge i hæren.
I 1925, det år han fyldte 40, skete der en del på det ydre plan i hans lægekarriere. Han havde på det tidspunkt
titel af 1. reservelæge ved Klinik for Vanføre, men det ændredes da han det år blev Dr. Med. med disputatsen
“Om varicer på underekstremiteterne”, og også blev overlæge, alt i 1925. Sin specialistanerkendelse i Kirurgi og Ortopædi fik han dog først i 1927, det år hvor hans far døde.
Fra 1935 arbejdede han på Ortopædkirurgisk Hospital i København, hvor han de sidste cirka fem år af sit liv fungerede som overlæge.
Mere end læge
Udover ansættelserne, som indebar det egentlige lægearbejde, udfyldte Aage Berntsen flere andre funktioner
på baggrund af sin medicinske uddannelse. Han var chef for Den danske Ambulance i Paris i et par år. Han skrev også nogle lærerbøger i ortopædi, og fik i 1934 udgivet Lærebog i ortopædi, og senere i 1948 Ortopædisk operationslære. I 1949 blev han ansat som lektor i ortopædi ved Københavns Universitet. Han må have nydt at udvikle og bruge flere af sine mange talenter, og generelt har han haft succes, med næsten alt. Således kan også lige nævnes, at han vandt Danmarksmesterskabet på kårde både i 1918 og i 1925. Og derudover fik han jo også succes med sine mere kunstneriske udtryksformer.
Forfatterskabet
Aage Berntsen var og er kendt som forfatter, og især som lyriker. Hans tekster har altid formidlet en følelse videre til læseren, og han favnede så bredt, at afhængigt af hvilke af hans tekster man læser, beskrives de som humoristiske, erotiske, eller med politisk humor, og de er oftest med varme understrømme af ikke direkte udtrykte følelser. Herunder skal først og fremmest nævnes værket Fynsk Forår. Aage Berntsen havde skrevet teksterne længe før musikken blev komponeret, og teksterne lå i årevis gemt i en skrivebordsskuffe hos komponisten Carl Nielsen. I forbindelse med en musikkonkurrence blev Carl Nielsen opfordret til at lave et værk til opførelse med blandt andet kor. Da hev han Aage Berntsens tekst op fra skuffen og fik på få måneder komponeret musikken til Fynsk Forår til opførelse af orkester, blandet kor og børnekor.
Fra melankolsk til munter
Aage Berntsen er i sin digtning nået vidt omkring. Debutsamlingen “Digte” fra 1908 er baseret på naturskildringer. I “Fiol og sækkepibe” fra 1910, indgår også naturen, men især koncentrerer han sig om kærligheden, både den lykkelige og ulykkelige side af kærligheden og den forventningsfulde og den eftertænksomme forelskede. I senere digtsamlinger har han dog givet baghjul til den melankolske hang og udtrykker sig langt mere lunt og muntert, og især blev visen senere hans udtryksform.
Aage Berntsen malede faktisk også, og har med sin malerkunst udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1941.
Også ægteskab
Aage Berntsen gik ikke livet igennem alene. Han mistede ganske vist sin mor i 1902, kort før han selv fyldte 17 år, og faren var frem til sin død i 1927 Aage Berntsens nærmeste familie.
Men året efter farens død, nærmere bestemt i juli 1928, blev den da 43-årige Aage gift med den 22-årige Irene.
Aage Berntsen døde i København den 16. april 1952, men blev begravet i Højby på Fyn, hvor også hans far i sin tid var blevet begravet.
Artiklen er bragt i Sund & Hed 2002 og primært baseret på Kraks Blå Bog 1926 hhv. 1951, Dansk Biografisk Leksikon, Cai M. Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950
Aage Berntsen omtales i Niels Barfoeds fremragende bog
INGEN VEJ UDENOM
– Om liv og død og kærlighed og krig
Med forfatterens tilladelse bringes teksten HER